BERØMTE FRIMURER

Frimureriet har altid tiltrukket sig opmærksomhed, ikke mindst fordi det gennem tiden har haft en lang række kendte og magtfulde medlemmer. Når statsmænd, generaler, kunstnere, videnskabsmænd og konger har båret frimurerforklæde, har det naturligt givet grobund for både fascination og rygter. Nogle har set i det et bevis på, at frimureriet er en sammensværgelse af eliten, mens andre har set det som et vidnesbyrd om, at fællesskabet formår at samle de mest fremtrædende personer på tværs af stand og profession. Men uanset hvordan man fortolker det, er det et faktum, at frimureriet har haft en bemærkelsesværdig evne til at tiltrække tidens store skikkelser.

────────── ✦ ──────────

Allerede i 1700-tallets Europa blev logerne et sted, hvor samfundets øverste lag færdedes. I England fandtes medlemmer blandt adel og politikere, men også blandt kunstnere og videnskabsmænd. I Frankrig samledes filosoffer, digtere og officerer i logerne, og i Tyskland blev den preussiske kronprins, den senere Frederik den Store, indviet i 1738. For samtiden blev det et signal om, at frimureriet ikke blot var en selskabelig forening, men et sted, hvor selv Europas mægtigste så en værdi. Frederik den Store blev senere protektor for logerne i Preussen, og hans støtte gav frimureriet en varig prestige i de tyske stater.

I de nye amerikanske kolonier fandt frimureriet hurtigt vej til de kredse, der stod i spidsen for revolutionen. George Washington, den første præsident, var selv aktiv frimurer og deltog i logearbejde hele sit liv. Benjamin Franklin, diplomat, videnskabsmand og en af USA’s grundlæggere, var ligeledes engageret i logen og endda med til at etablere frimureri i Frankrig, da han opholdt sig i Paris som ambassadør. Flere andre af de såkaldte “Founding Fathers” havde forbindelser til frimureriet, og det gav næring til myten om, at USA’s forfatning i sig selv var præget af frimureriske idealer. Sandheden er mere nuanceret, men det er ubestrideligt, at frimureriet spillede en rolle som mødeplads og broderskab blandt de mænd, der formede den nye republik.

I Europa i 1700- og 1800-tallet var det ikke kun politikere og konger, men også kulturens og videnskabens folk, der fandt vej til logerne. Den østrigske komponist Wolfgang Amadeus Mozart var en af de mest berømte kunstnere, der blev frimurer. Han blev indviet i en wiensk loge i 1784 og lod flere af sine værker præge af frimureriske temaer, ikke mindst operaen Tryllefløjten, hvor symbolik og moral fra logen væves ind i musikken. For Mozart var frimureriet et fællesskab, hvor han fandt støtte og inspiration, og hans medlemskab vidner om, at logerne også var kulturens mødesteder, ikke blot politikkens.

I Danmark og Norden har flere kongelige spillet en central rolle i frimureriet. Christian 7.s bror, prins Frederik (senere Frederik 6.), var engageret i logen, senest var Kong Christian X Stormester og i Sverige var Gustav III stærkt knyttet til frimureriet og støttede udviklingen af den svenske rite. At konger og prinser var frimurere, gav ordenerne en aura af legitimitet og prestige. Men det var ikke kun de kongelige; i Danmark var også mange embedsmænd, officerer og kulturpersonligheder medlemmer, og logerne blev dermed en integreret del af det nationale liv.

I 1800-tallet fortsatte denne tradition. Forfattere som Goethe i Tyskland var frimurere, og i Frankrig fandt man Victor Hugo blandt logens støtter. Den italienske revolutionære leder Giuseppe Garibaldi var ligeledes engageret i frimureriet, hvilket viser, hvor bredt spektret kunne være: fra konservative monarker til revolutionære frihedskæmpere. Netop dette spænd gav frimureriet dets særpræg: det var et sted, hvor meget forskellige mennesker kunne samles om et fælles symbolsprog, selv om deres politiske dagsordener udenfor logen var vidt forskellige.

Også i det 20. århundrede finder man kendte frimurere. Winston Churchill var medlem af en britisk loge i sine yngre år, og i USA var præsidenter som Franklin D. Roosevelt og Harry S. Truman åbent frimurere. For dem blev logen ikke blot et socialt netværk, men et sted, hvor de kunne knytte bånd på tværs af partipolitik. I Danmark har flere statsministre og kulturpersonligheder gennem tiden haft tilknytning til logen, selv om mange valgte at være diskrete om deres medlemskab.

Det er vigtigt at forstå, at berømte frimurere ikke nødvendigvis er repræsentative for hele organisationen. For hver konge, præsident eller komponist findes tusinder af almindelige medlemmer, hvis navne aldrig bliver kendt. Men at så mange fremtrædende personer gennem tiden har været tiltrukket af logen, vidner om dens evne til at skabe et rum, der rækker ud over det almindelige. For nogle var det symbolikken og ritualerne, der tiltalte; for andre var det fællesskabet eller idealet om at mødes på tværs af stand og tro.

Myterne om de berømte frimurere lever dog også sit eget liv. Når man hører, at Washington, Mozart eller Churchill var medlemmer, er det let at forestille sig, at deres store værker og beslutninger var inspireret direkte af logen. I virkeligheden er forbindelsen ofte mere indirekte. Frimureriet gav dem et rum, men deres handlinger udenfor logen blev formet af mange andre faktorer. Alligevel er det en del af frimureriets arv, at det har været et sted, hvor tidens store personligheder fandt mening og fællesskab.

Berømte frimurere er derfor både et faktum og en fortælling. De er et faktum, fordi mange kendte navne gennem tiden faktisk har været medlemmer. Og de er en fortælling, fordi vi som samfund har brugt disse navne til at skabe myter om frimureriet som noget mere end blot et broderskab. Når vi nævner Mozart, Washington eller Churchill i samme åndedrag som frimureriet, er det ikke blot for at notere en biografisk detalje, men for at fastholde en idé om, at frimureriet altid har stået i kontakt med historiens store skikkelser.