MYTER & MISFORSTÅELSER

Myter & misforståelser

Frimureriet har gennem århundreder været omgærdet af et særligt skær af hemmelighed. Bag lukkede døre, i bygninger uden vinduer og i ritualer, der aldrig afsløres for udenforstående, har logerne holdt deres møder. Det er derfor ikke mærkeligt, at rygter, myter og misforståelser har haft frit spil. For hver gang noget ikke kan ses eller forklares, åbner det plads til fantasien – og fantasien har altid været rig, når det kommer til frimurerne.

────────── ✦ ──────────

En af de mest sejlivede myter er, at frimureriet skulle udgøre en slags hemmelig verdensregering, et netværk der i al stilhed styrer politik, økonomi og samfundets udvikling. Allerede i 1700-tallet begyndte kritikere at fremstille logerne som sammensværgelser, hvor konger, embedsmænd og borgerskabets spidser lagde planer bag tætte mure. Senere i historien er denne tanke blevet foldet ud i konspirationsteorier, hvor frimureriet fremstilles som en skjult magt med en skjult dagsorden. Det er en forestilling, der især fik næring, fordi mange frimurere gennem tiden har været mænd i indflydelsesrige positioner. Når statsmænd, officerer og købmænd samledes i logerne, var det nærliggende for udenforstående at antage, at møderne handlede om politik og magt. Men det er en misforståelse. Frimureriet har altid haft strenge regler mod politiske diskussioner i logen, netop for at beskytte fællesskabet mod splid.

En anden udbredt myte er, at frimureriet er en religion – eller værre endnu, en rival til kirken. Den katolske kirke har gennem flere hundrede år rettet skarp kritik mod frimurerne, og fra 1700-tallet og frem udstedte paver gentagne gange bandlysninger mod medlemmerne. Det skyldtes især, at frimureriet åbnede dørene for mænd uanset deres trosbaggrund, hvilket for kirken kunne ligne en relativisering af sandheden. Udefra blev logens ritualer og symbolsprog også let tolket som en slags gudsdyrkelse i sig selv. Derfor er mange begyndt at tro, at frimureriet enten er en religion eller et hemmeligt alternativ til kristendommen. Men frimurerne selv understreger, at deres fællesskab ikke er en religion og ikke tilbyder nogen frelse. Det er snarere en ramme for personlig og moralsk udvikling, som medlemmerne kan udfylde med deres egen tro.

Der findes også misforståelser knyttet til selve ritualerne. Fordi de udføres bag lukkede døre og holdes hemmelige, har forestillingerne om deres indhold været uendelige. Nogle har ment, at der foregår okkulte handlinger, magiske besværgelser eller endda diabolske ceremonier. Andre har troet, at frimureriet skjuler hemmelig viden, der går tilbage til tempelridderne, faraoernes Ægypten eller Salomons tempel i Jerusalem. Mange bøger og film har dyrket netop denne myte, hvor frimurernes ritualer fremstilles som nøglen til verdens største gåder. I virkeligheden er ritualerne symbolske og dramatiske fremstillinger, der er tænkt som en indre rejse for deltageren, ikke som magiske handlinger. Men netop fordi de aldrig beskrives åbent, vil myterne fortsætte med at leve.

En mere jordnær misforståelse handler om medlemskabets fordele. Mange udenforstående tror, at formålet med at blive frimurer er at få økonomiske eller karrieremæssige fordele – at logen fungerer som et lukket netværk, hvor man sikrer hinanden forretninger, stillinger og magt. Det er sandt, at logen samler folk fra forskellige professioner, og at venskaber her kan skabe kontakter. Men at reducere frimureriet til et netværk er at overse dets egentlige væsen. Logen er bygget op omkring ritualer, symbolik og moral, ikke omkring forretningsaftaler. Tværtimod straffes det, hvis man forsøger at misbruge fællesskabet til personlig gevinst.

Myterne er ikke opstået i et tomrum. Der er grunde til, at de har sået tvivl og fascination. Frimureriets hemmeligholdelse er bevidst: ritualerne afsløres ikke, tegn og ord er fortrolige, og logernes indre liv diskuteres ikke med udenforstående. For mange er det i sig selv nok til at vække mistanke. Den diskretion, der for frimureren er en form for indre disciplin og respekt for traditionen, kan for udenforstående ligne hemmelighedskræmmeri. Og hvor der er hemmeligheder, kommer altid mistanker.

Samtidig har frimureriet til alle tider haft prominente medlemmer. Når konger, generaler, ministre og erhvervsfolk bærer frimurerforklæde, er det let at tro, at organisationen må have politiske dagsordener. Historien viser dog, at frimurerne har stået på begge sider af konflikter. I den franske revolution fandtes de både blandt aristokrater og revolutionære. Under de store krige i Europa kæmpede frimurere mod hinanden i hver sin uniform. Det viser, at logen ikke udgør et politisk parti eller en samlet magtblok, men netop et forum, hvor mennesker kan mødes på tværs af forskelle.

Myterne er også blevet næret af fjendebilleder. I det 20. århundrede blev frimureriet ofte fremstillet som en sammensværgelse af totalitære regimer. Nazisterne brugte det som syndebuk og udråbte frimurere til at være en del af en “jøde-frimurerisk” verdenssammensværgelse. I kommunistiske regimer blev logerne forbudt, fordi man mente, at deres internationale forbindelser gjorde dem til spioner eller kontrarevolutionære. Her blev myterne ikke blot til misforståelser, men til redskaber i en målrettet propaganda.

En anden myte, som er sejlivet, er, at frimureriet er et rent mandligt fællesskab. Det er rigtigt, at mange af de ældste og største loger kun optager mænd. Men siden slutningen af 1800-tallet har der eksisteret loger, der optager både mænd og kvinder, og i flere lande findes selvstændige kvindelige storloger. At mange stadig tror, at frimureriet kun er for mænd, skyldes, at de mest kendte ordener har fastholdt dette, men det afspejler ikke hele virkeligheden.

Myterne og misforståelserne vil sandsynligvis aldrig forsvinde. Frimureriet har fra begyndelsen insisteret på at bevare en vis diskretion, og så længe det gør det, vil forestillingerne blomstre. Men netop i dette ligger måske også en del af dets tiltrækning. For uden myter og hemmeligheder ville frimureriet blot være endnu en forening blandt mange. Myterne siger måske lige så meget om samfundets forestillingsevne som om logerne selv. De afspejler menneskers behov for at finde forklaringer, for at skabe drama og for at tro, at bag de lukkede døre foregår noget større, end det der reelt gør.

Det, man kan sige med sikkerhed, er, at frimureriets myter altid har været et spejl. For kritikere er de et spejl for mistillid til magt og hemmelighed. For romantikere er de et spejl for længslen efter skjult visdom og ældgamle mysterier. For frimurerne selv er de måske et spejl, der viser, at deres fællesskab stadig vækker nysgerrighed og respekt. Og måske er det netop denne blanding af realitet og fantasi, der har gjort, at frimureriet kan overleve så længe. For i sidste ende er myterne selv blevet en del af frimureriets historie – ikke sandheden om det, men fortællingerne, der følger det som en skygge.